I kognitiv parterapi fokuseres på relationen mellem parterne og undersøgelsen af deres antagelser om og forventninger til hinanden, som kan ligge til grund for en problemfyldt samværsform, når disse ikke kommunikeres på en klar måde i forholdet.
Vi arbejder med at klargøre negative følelsers betydninger i konkrete situationer, så begge parter bliver bevidste om dem og får mulighed for at undgå den blinde reaktion på dem i selvforstærkende onde cirkler.
Vi arbejder med at kommunikere vanskelige følelser så den anden i forholdet kan forstå sin partners grunde til disse følelser og sin egen ofte ikke tilsigtede deltagelse i deres aktivering.
Vi arbejder med at parterne hver især tager ansvaret for hele relationen og ikke giver hinanden skylden for onde cirkler, der inddrager dem begge. Vi arbejder med at forstå dynamikken i cirklerne.
Vi arbejder med et rum for at ændre nag og bebrejdelser til anmodninger om konkrete andre måder at være på, så parret får mulighed for i selvforstærkende gode cirkler at hjælpe hinanden til at handle sig ud af problemet.
Nogle få samtaler kan igangsætte en proces, hvori parret skaber en fælles opmærksomhed på blokeringer og på de nye handlemuligheder, der kan ændre samværsformen.
Der arbejdes endvidere med en opmærksomhed på forbundetheden mellem jer og de unikke og stærke sider, der er i forholdet, som jeres væsentligste motiv til at arbejde med hinanden i terapi.
Terapi med par kan også være med dig og din far eller din mor, eller din søn eller din datter, eller din bror eller din søster. Sammen får I mulighed for at løse op for vanskelige aspekter ved jeres relation.